Stemmen i kroppen

Det følgende er en redegørelse for de væsentligste af de opdagelser, jeg har gjort, i forbindelse med min private og uortodokse udforskning af den menneskelige stemme. Disse opdagelser repræsenterer et brud med tidligere forklaringsforsøg, idet bl.a. akupunkturens og zoneterapiens bidrag til forståelsen af menneskets biologi udgør elementer i beskrivelsen af stemmen.

Den fulde forståelse af det følgende kræver indsigt i adskillige fagområder, men det skulle være muligt at få et rimeligt indtryk af helheden uden nødvendigvis at forstå alle detaljer.

Oversigt

Først og fremmest er jeg nået frem til, at stemmen er en funktion i hele kroppen og således ikke er begrænset til et særligt organ eller en særlig del af kroppen. Dette stemmer overens med at sangere og sang-pædagoger taler om kropsklang, kropsfylde eller kropsstøtte. Eksempelvis sagde den nu afdøde svenske operastjerne Birgit Nilsson, at man synger med hele kroppen, og stemmeekvilibristen Bobby McFerrin (Ham med hittet: “Don't worry be happy”) siger det samme.

Zoneterapien har, med baggrund i traditioner blandt nordamerikanske indianere og andre, beskrevet en opdeling af kroppen i ti lodrette zoner svarende til de ti fingre og tæer (se tegning: Vokalernes system). Disse udgør det materielle grundlag for talens stemte lyde - vokalerne (e,u,a,å..o.s.v). Zonerne svinger nemlig ved vokaldannelsen med hver deres tone (frekvens) og kan fungere enkeltvis eller i kombinationer, hvorved de forskellige vokaler frembringes.

Bevægelsen fra dybe til høje toner, sker gennem en gradvist øget tonus (spændingstilstand) i hele kroppens muskulatur. Dette svarer til, at den tone, en streng på et musikinstrument frembringer, stiger, hvis spændingen i den stiger.

Dette system af svingninger styres og kontrolleres af kroppens meridianer og akupunkturpunkter med funktioner svarende til nogle af dem, akupunkturen angiver.

Udover disse sammenhænge har jeg opdaget, at en række anatomiske strukturer synes at passe ind i det nævnte system for vokaldannelse, idet disse strukturer er opdelt på en måde, der svarer til kroppens zoneopdeling.

Efter denne oversigt følger nu en nærmere beskrivelse af disse sammenhænge samt bl.a. en forklaring af, hvordan jeg er nået frem til denne forståelse.

Kropszonerne og stemmen, Vokalernes System

Som nævnt er de ti kropszoner, der går helt igennem kroppen, elementer i det system, der gør det muligt for os at frembring de forskellig vokaler. Systemet er indrettet på følgende måde:

De to midterste zoner (nr.1) udgør stemmens overtonesystem og frembringer således stemmens lyse klange (tenorstemmen). De fire øvrige er elementer i stemmens grundtonesystem ( barytonstemmen ). De svinger med forskellige frekvenser og kan aktiveres enkeltvis eller i kombinationer med op til tre aktive elementer (zoner). Hver kombination svarer til en bestemt vokal. I alt findes der 14 sådanne kombinationer. I fin overensstemmelse hermed udtaler den berømte sanger Jose Carreras (De tre tenorer), at tenorstemmen ligger midt i kroppen, og barytonstemmen i siden.

Svarende til grundtonesystemets opdeling i fire elementer er også overtonesystemet (zone 1) underopdelt i fire elementer, der fungerer parallelt med grundtonesystemet, men i et højere toneleje svarende til den mindre størrelse. Rumligt er underopdelingen organiseret således, at overtonesystemet udgør en formindsket spejling af grundtonesystemet i fladen mellem 1. og 2. Zone.

Af vokalernes skema fremgår det, hvorledes de forskellige kombinationer svarer til de forskellige vokaler, der således kan beskrives som forskellig mønstre af interfererende svingninger. De gråtonede zoner svarer til dem, der aktiveres ved frembringelsen af den pågældende vokal. Figuren “Vokalernes system” viser systemet i sin helhed, og som eksempler på vokalerne set i hel figur vises e, æ og a med henholdsvis en to og tre elementer. Af billedtekniske grunde illustreres overtonesystemets zoneopdeling ikke her (Skraveret) (Se i stedet vokalernes skema)

De forskellige zoner svinger, som nævnt, med forskellige frekvenser. Den dybest klingende er zone 3 (markeret med den mørkeste gråtone), derefter kommer zone 2, så zone 4 og endeligt er zone 5 den lysest klingende blandt grundtoneelementerne (markeret med den lyseste gråtone). I den vestlige medicinske tænkning optræder fænomenet i form af de såkaldte hjernesvingninger, hvilket er en uheldig betegnelse, idet de ikke kun omfatter hjernen men hele kroppen.

 

Tre af kombinationerne i vokalernes skema kræver en nærmere forklaring: 1. Kombinationen, hvor den dybest klingende zone (nr.3) anvendes alene, bliver kun brugt i en hæmmet version, hvor munden lukkes. Derved fremkommer "den stemte konsonant m", som rettelig burde kaldes en hæmmet vokal. 2. På tilsvarende måde dannes n som en hæmmet udgave af ø (zone 4). 3. Kombinationen bestående af de tre dybest klingende zoner (2, 3, og 4) har jeg kun hørt anvendt i det svenske sprog, hvor den bl.a. bruges i deres ord for "ja" og "jeg". Vokalen lyder som en mellemting mellem a og å.

Det beskrevne system definerer vokalerne på en entydig måde og rummer ingen mulighede for flere vokaler eller mellemformer af disse. Der er i realiteten tale om et digitalt system, som arbejder med fire cifre.

Udover zoneopdelingen arbejder refleksologien med et kompliceret system af holistiske afspejlinger, hvor kroppens helhed afspejles i bl.a. fødder og hænder. Også disse sammenhænge har relation til stemmen, idet de afspejlede dele af kroppen og de tilhørende dele i f.eks. fødderne svinger sammen, når stemmen arbejder. Stemmen kan således beskrives som en holistisk funktion i kroppen, hvor kroppens helhed afspejles i dens dele f.eks. i fødder, hænder, ansigt og ydre øre.

Meridianerne og stemmen

Systemet med de svingende zoner er nært forbundet med kroppens meridianer, som de er beskrevet af akupunkturen. De to systemer påvirker gensidigt hinanden og er således to forskellige sider af en helhed.

Mine undersøgelser har både drejet sig om grundmeridianerne og de ekstraordinære meridianer. Disse 20 meridianer udgør er meget kompliceret system, der omfatter hele kroppen. Et nærmere studie af forskellige kilder, der beskriver meridianernes forløb, afslører, at der ikke er fuld enighed om, hvordan de helt præcist forløber. Men gennem at kombinere to forskellige kilder og selvstændige tilføjelser af enkelte detaljer, er jeg nået frem til en ny samlet opfattelse, som fungerer i praksis.

En nærmere beskrivelse af meridianerne og deres relation til kropszonerne og deres svingninger er for omfattende til denne artikel, men særligt interesserede kan få de illustrationer, jeg har lavet af denne nye opfattelse, at se.

Meridiansystemets rolle for stemmen er langt fra dets eneste funktion. Tværtimod spiller det mange forskellige roller bl.a. i forbindelse med vores forsvar mod sygdomsfremkaldende organismer (immunforsvaret). Det har jeg personligt oplevet, idet mit arbejde med visualisering og aktivisering af meridianerne har ført til, at jeg er sluppet af med en lang række mindre helbredsproblemer. Mit helbred er således gået fra at være noget skrantende til at være fint.

Som følge af meridiansystemets mange funktioner udover stemmen, er der konstant lyde i kroppen. Disse kan høres som en højfrekvent summen, især når man befinder sig i lydstille omgivelser. Hvis systemet kommer ud af balance, resultere dette i den såkaldte tinnitus (ringen for ørene).

Anatomien og Vokalernes System

Gennem studier af vores anatomi har jeg opdaget, at en række anatomiske strukturer er opdelt på en måde, der svarer til vokalernes system, som det kommer til udtryk i kroppens zoneopdeling.

Fingre/hænder og tæer/fødder er naturligvis oplagte i denne sammenhæng. Et andet eksempel er hjertets fire klapper (Fig.1). Som det fremgår af tegningen er disse, gennem fibre, forbundet i en række, der organiserer dem rumligt og efter størrelse, så de svarer til zonerne 2-5 (som anført med numre af undertegnede).

Også lungernes opdeling i ti segmenter (Fig.2) passer ind i systemet. Især ved betragtning af de nederste fem segmenter ses det, hvordan et af segmenterne er placeret som en slags “overbygning” på de fire andre, der udgør grundtoneelementerne. Nyrerne er på tilsvarende måde opdelt i fem segmenter (fremgår af nummereringen, som er den oprindelige) og synes således også at passe ind i systemet. Endnu et eksempel er lillehjernen (Fig. 4a, 4b), som er opdelt i fire dele med en femte placeret omkring den forlængede rygmarv.

Også når det drejer sig om muskelsystemet, synes der at være en række strukturer af denne type. Figurerne 5, 6 og 7 viser forskellige muskelgrupper på brystet, på ryggen og omkring struben alle med den samme form for underopdeling.

I skelettet afspejler systemet sig i kortbenet og halebenet (Fig.8), med kortbenet tilknyttet grundtonesystemet og halebenet tilknyttet overtonesystemet.

I forbindelse med luftvejene har jeg registreret en anden form for struktur, der optræder i forskellige varianter, men med samme funktion i forhold til stemmen. Det drejer sig om svingende luftspalter. Hver side af mundens læber (Fig.9), stemmebåndene, udmundingen af tuba auditiva (det eustatiske rør) i næsehulrummet (Fig.10) udgør sådanne svingende luftspalter. Disse er opdelt i et lille og et stort afsnit svarende til henholdsvis over- og grundtonesystemet. Den lille del af stemmebåndene kaldes af stemmeteoretikere for hviskeridsen.

Jeg har, udover de her nævnte eksempler, fundet flere andre af tilsvarende art, og forestiller mig, at alle dele af kroppen indgår i sådanne underopdelte strukturer. Hvordan disse funktionelt står i forbindelse med zonerne, kan jeg ikke give nogen endegyldig forklaring på, men jeg forestiller mig, at de indgår i et kompliceret system af interfererende lydsvingninger med relation til kropszonerne og de holistiske systemer. Jeg forestiller mig desuden, at denne form for underopdeling gør det muligt for disse organer og strukturer at tilpasse sig og indgå i stemmens helhed.

Stemmens balancer

Ligesom de to grene på en stemmegaffel afbalancerer hinanden, er også stemmen indrettet med mindst fem forskellige balancer i svingningerne og de dermed forbundne muskelspændinger. Det drejer sig om:

1. En balance mellem højre og venstre kropshalvdel.
2. En balance mellem overtone- og grundtonesystemerne.
3. En balance mellem ben/krop/hoved og arme/skuldre/hoved (svarende til zonernes forløb).
4. En balance mellem kroppens yin- og yangområder.
5. En balance med relation til hjertesæk/trevarmermeridianerne og deres afbalancering af brysthulen, bughulen og bækkenhulen.

Metode og baggrund

Min interesse for stemmen startede oprindeligt med et ønske om at lære at synge. For at gøre brug af andres erfaringer læste jeg forskellige bøger om sangteori og stemmebrug. Disse havde alle forskellige ideer, men kun få fælles opfattelser, og var prægede af vage og upræcise formuleringer. Dette bekræftede min fornemmelse af, at der ikke var nogen tilfredsstillende forklaring, og jeg fik derfor ideen til selv at forske i emnet.

Jeg begyndte derfor at samle på alle former for oplysninger, der kunne tænkes at have relation til emnet. Foruden de omtalte sangteorier drejede det sig om bl.a. om udtalelser fra dygtige sangere og musikere og læsning af anatomiske bøger.

Samtidigt begyndte jeg at udforske og eksperimentere med min egen stemme og gjorde derved en række iagttagelser. Netop dette arbejde med udforskningen af min egen stemme og den dermed forbundne forbedrede sansning af, hvad der sker, når man bruger sin stemme, har været afgørende for mine opdagelser.

Når jeg har skullet vurdere, om en eller anden forestilling er rigtig eller forkert, har jeg gennem visualisering søgt at inddrage denne ide i min stemmepraksis. Hvis en sådan ide har kunnet hjælpe mig til en bedre stemmefunktion, har jeg antaget den for sand, og hvis ikke, har jeg lagt den til side.

En sådan metode kan forekomme temmelig usikker, men efterhånden som flere og flere informationer er faldet sammen til det beskrevne mønster, har jeg kunnet eliminere de forskellige misforståelser, som en sådan metode kan føre til.

Hvad angår registreringen af, hvad der sker, når stemmen arbejder, er vores eget sanseapparat på mange måder overlegent i forhold til teknisk måleudstyr, idet det fra naturens side er indrettet til bl.a. at give os informationer om, hvad der sker i vores krop. Problemet er blot at tolke disse sansninger rigtigt og sætte dem sammen til en helhed.

Når jeg skriver om bl.a. vokalernes system og dets relation til meridiansystemet, er det noget, jeg efterhånden meget tydeligt kan mærke i min egen krop. Gennem langvarige og omfattende studier af forskellige fremstillinger af meridianernes forløb og punkternes funktion er jeg, som nævnt, nået frem til en ny forståelse af, hvordan de præcist forløber. Først derefter er det for alvor blevet muligt for mig at mærke dem som fysiske kraftlinjer gennem kroppen, der spændes op når meridianerne aktiveres gennem visualisering. Jeg er klar over, at dette ikke kan betragtes som et gyldigt bevis i offentligheden.

Dog kender vi virkeligheden alle oplevelsen, f.eks. I forbindelse med et smil, hvor ansigtsmusklerne spændes op på en særlig måde. Disse spændinger forløber langs meridianerne, men der er mange meridianer involveret, så det er vanskeligt at få øje på sammenhængen, hvis man ikke har et fuldstændigt billede af det samlede meridiansystem.

Det videre arbejde

Dette er langt fra en fuldstændig og endelig forklaring af stemmens indretning og funktion. Selv om jeg kan tilføje en masse detaljer, er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, og der rejser sig mange nye. Mine opdagelser har imidlertid skabt et fundament for en egentlig stemmeforskning, som nødvendigvis må omfatte akupunkturen, refleksologien og en ny dybere forståelse af anatomien. Konsekvenserne er derfor potentielt meget omfattende.

Jeg har en hel del ideer til, hvordan man kunne søge at bekræfte mine opdagelser og til, hvordan de kan videreudvikles.

Seriøse kommentarer og spørgsmål er meget velkomne.